Taboo og trolddom i Vanuatu

Lidt om taboo og en smule trolddom

(skru helst lidt ned for lyset - eller læs det om natten)

fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af Vanuatu
 www.larsen-twins.dk

Om Taboo (tambu)

 'Kastom' (Custom) er et Bislama ord (Vanuatu Pidgin) og betyder nærmest skik og brug eller traditioner. I byerne leves befolkningen jo et moderne og internationalt liv, men så snart man begynder at besøge landsbyerne og fjerne øer, kommer Kastom til at betyde en masse for den besøgende. Jeg skulle jo rundt og samle planter i haverne, så det betød meget at blive betragtet som et ordentligt menneske, der fulgte lokal skik og brug. Man tilgiver lettere et sådant menneske, der i det mindste prøver at opføre sig ordenligt.

Den skrappeste form af  Kastom er 'tambu' som vi kender fra ordet tabu eller taboo - forbudt. Og 'forbudt' betyder her forbudt i en grad vi respektløse danskere knap kender til. I gamle dage fik de lokale en ordentlig bøde at betale eller blev slået ligefrem ihjel når man de brød visse skrappe tambu. Selvom tiderne er ændret meget, og hvide jo ofte er lidt fredede fra at overholde tambu, er det stadig en alvorlig sag at bryde disse tambu. Man kan måske slippe godt fra det, men man kan forestille sig hvor mange i landsbyen, der bagefter vil fortælle sådant et fjols noget som helst af værdi eller vise ham rundt, efter han har vist foragt for samfundet ved at bryde tambu. 

OBS, det kneb lidt med billeder til denne historie - et tabu kan jo normalt ikke ses. Eller fotograferes. Jeg håber du alligevel nyder billederne og tilgiver relevansen lidt.

Tambu - Adgang forbudt

Den mest almindelige form for tambu, man møder på landet, er Adgang Forbudt. I Danmark symboliseres det jo ved et flot rødt og rundt vejskilt med en hvid stribe på tværs. I Vanuatus jungle har man ikke de samme materialer, men vi lærte hurtigt at genkende Vanuatus 'adgang forbudt skilt' - det var ethvert træ, der havde fået bundet palmeblade omkring sig i mandshøjde. Det betød simplethen adgang forbudt. Og man måtte respektere det. Hvis man har guider med, vil de sørge for at dirigere een forbi sådanne områder - måske uden overhovedet at nævne hvorfor man pludselig går en lang omvej istedet for at følge den dejlige sti, der har træer med sjove 'mavebælter'

Adgang forbudt bruges jo oftest ved hellige steder såsom gamle gravpladser eller andre helligdomme. Desuden kan det forekomme at et helt rev er beskyttet af tambu - ingen må fiske dér, selvom det er fuldt af ret tamme fisk. Eller landgang på visse strande og øer er helt forbudt. Vanuatus regering har prøvet at lave lister over disse kendte tambu steder, som så uddeles til de firmaer, der får tømmer koncessionen til nogle af øerne. Disse steder er altså fredet, og ve den, der bryder tabooet.

De aktive vulkaner i landet er også ofte beskyttet af tambu, så man skal orientere sig godt inden man bare buser på og besøger vulkanen. Især vulkanen Yasur på Tanna ø er beskyttet af mange tambu, man må ikke engang fjerne en eneste sten fra vejen op til vulkanen. Nogle gange bruges de mange vulkanudbrud som eksempel på at et tambu er blevet brudt, og landsbyen må undersøge hvilket tambu der er blevet brudt og har vækket gudernes vrede.
Yasur i Vanuatu er verdens mest tilgængelige evigt aktive vulkan


David står og glor ned i vulkanen - det er tambu at hugge
 en lille varm lavasten til souvenir hylden derhjemme

Generelt tambu - ingen må arbejde i haverne sidst på eftermiddagen

Mange tambu er helt lokale, men jeg opdagede dog at eet tambu mod at arbejde i haverne sidst på eftermiddagen er meget udbredt på mange øer og i vidt forskellige samfund.Og det overholdes!

En gang havde vi annonceret et stort VIP besøg med landbrugs kommisæren og hans fine følge til en fjern landsby. Hele selskabet besøgte andre haver først og blev selvfølgelig en del forsinket undervejs. Endelig nåede vi sent på eftermiddagen til den fjerneste landsby, X. Vi blev jo alle bænket og der var en massse af hurra hurra, osv.  Gæsterne var virkelig velkomne. Men der var ingen tegn til at vi skulle op i haverne. Jeg havde været så tit rundt i landsbyerne at jeg simpelhen kunne føle det på folk. Og den lokale konsulent vred og vendte sig, hvordan kunne han dog høfligt gøre de fine gæster begribeligt, at vi under ingen omstændigheder ville få deres haver at se så sent. Så de lokale prøvede at foreslå at det var alt for langt væk, og man kunne meget bedre se haverne en anden dag. Endelig begyndte selv kommisæren at forstå budskabet og jeg pressede jo også diskret på for at opgive ideen. Man kunne ligefrem se lettelsen hos de lokale, da han endelig selv foreslog at vi jo også kunne kigge på haverne næste gang.

Man må huske på, at de ville endda så gerne selv vise kommisæren haverne - men de kunne ikke. For dem var det helt utænkeligt at bryde tabuet og de stakler kunne samtidig efter god skik og brug ikke sige nej til gæsternes ønsker. Husk man må aldrig aldrig bringe mennesket i en så umulig situation! Lyt derfor til altid det NEJ, der aldrig bliver udtalt.



Absolut vulkan garanti - Hvert andet minut buldrer og brager Yasur vulkanen  løs og slår en kraftig bøvs. Ild, svovl og helvedes gnister sprutter op.

Godt tip: stil dig i vindsiden af krateret! Og duk dig for sprængstykkerne, som rasler ned over dig.
Afgrøde tambu

På grund af den megen regn dyrkes i Vanuatu næsten kun rodfrugtsafgrøder. Der var stor forskel på hvor mange tambu, der var til hver enkelt afgrøde. Højest rangerede Yams og Taro med masser af forbud, tambu og regler - mens de 'nye' afgrøder som sødkartofler og cassava ('kun' ca. 400 år gamle i Stillehavet) var mere almindelige spiseafgrøder og kunne dyrkes af enhver, selv kvinder og børn.

Det var svært at beskytte sin fjerne have med Yams og Taro, så enhver kunne i realiteten snige sig over i naboens have og hugge det meste. Så det var ret almindeligt, at ejeren offentligjorde at han havde puttet en stærk forbandelse over haven, så den der fjernede noget ville blive syg eller dø af det.

Mange ni-Vanuatu fortalte mig om de specielle skikke og tambu der gælder for især yams og taro. Tit skulle ejeren lave det meste af arbejdet selv, eller han måtte kun få hjælp af unge mænd i hans egen husholdning, og han skulle ofte gå alene ned til kysten først og 'rense' sig og især sit tøj i saltvand før eller efter markarbejdet. Der er sikkert mange andre tambu, men de hemmeligste ville jeg jo aldrig få at vide - dem kunne man ikke engang tale om.

Som landbrugskonsulent er jeg altid interesseret i disse afgrøde tambu, fordi der ofte ligger vigtig biologisk viden til grund for et tambu. Husker I historien fra Vestafrika, hvor der træder et kraftigt tambu i kraft mod at spise af den nye yams afgrøde, netop i de to måneder, hvor det er den sultne tid uden andre afgrøder og folk allermest ønsker den nye afgrøde? Det viste sig at være et kompleks mellem malaria og seglceller i blodet og yams, der påvirker antallet af seglceller. Det hele var en indvilket historie, men det var altså livsnødvendigt at holde sig fra yams i de to måneder for at bekæmpe malariaen! Så tabuet, der syntes at være helt skørt, var i virkeligheden en ældgammel viden til at beskytte menneskene mod malaria som var meget farligere end lidt sult.

Yams marker er ofte lidt hemmelighedsfulde og fulde af forskellige tambu.

Idet hele taget skal man opføre sig meget pænt - og være mand - før man overhovedet får lov at se en traditionel yamsmark. Hvis du drikker kava med ejeren aftenen før kan det være du får lov.



Taro marker har også mange regler og tambu
Tambu til bekyttelse af dyrearter

Der findes også tambu, der beskytter visse dyrearter, mens de er mest sårbare. Unge stadier af dyr eller selve yngleperioden. De ligner faktisk vore egne fredningsbestemmelser. I moderne Vanuatu har man gjort meget ud af at forhandle tambu med de lokale beboere - det har vist sig at have meget større virkning, hvis høvdingen og hans rådmænd enes og udsteder et lokalt tambu istedet for at regeringen laver en fjern og uforståelig lov om beskyttelse. Så biologerne i Vanuatu bruger meget tid på at forhandle sådanne tambu til fredningsbeskyttelse af sårbare arter i landet.

Det er især rovdriften på den kendte kokosnøddekrabbe, der begrænses på denne måde, men der har også i mange år været mindstemål på nogle af de mest eftertragtede krebsedyr i landet. Man lavede for eksempel en meget praktisk plakat  med de fire mest jagede krebse, hvor mindstemålet var vist direkte på tegningerne. Man kunne så bare holde sin krebs op mod plakaten for at se, hvad det dersens ord centimeter egentlig betød. Desuden er mindst een sjælden fugleart blevet beskyttet på denne måde.


Sammenbundet kokosnødde-krabbe fra markedet i Luganville.
Denne er fuldvoksen og altså lovlig at spise

Tambu for kava

Da kava drikning er en gammel traditionel sysel udelukkende for mænd, er der en del tambu omkring tilberedningen.  De fleste går generelt på at kvinder, børn, høns og andre støjende elementer skal holde sig væk. (se kava siden - man bliver utrolig lyd-følsom ved at drikke kava) På visse strikse øer var der et gammel tambu om at kvinder ikke engang måtte se kava blive høstet eller tilberedt. Hvis det alligevel skete ved et tilfælde, ville kvinden blive slået ihjel. Nu om dage indrømmer mændene dog at tambuet er blevet lidt udvandet. Nu nøjes de med at dunke kvinden i hovedet med en kava rod, til hun tuder.

Dette ret almindelig  tambu gav os jo lidt problemer mens jeg havde besøg af den berømte 'Mama' Jill Wilson, min store lærer i Stillehavet. Hun var jo på vore ture den mest berømte (doktor blong taro) og senior, mens jeg bare var ham den nye knægt. Som æresgæsten skulle hun jo egenlig sidde 'ved bordenden' under vore kava ceremonier, men desværre var hun jo en kvinde - hvad gør man så? Det gav godt nok nogle hovedbrud i landsbyerne. Vi klarede det ved, at hun normalt takkede mange gange for indbydelsen, men istedet sendte mig som sin repræsentant, og så var alle tilfredse. Tabooet mod kvinder ved kava ceremonien var ikke blevet brudt og man havde æret sin gæst på passende vis.


Mine to to største rodfrugts-lærere og venner mødtes endelig en skønne dag i en taro have. En meget dygtig taro dyrker, Vule Paia fra Saradei village, South Santo, og en inspirerende lærer, Dr. Jill 'Mama' Wilson.

Min pointe her er blot at man skal prøve så vidt muligt ikke at bryde andre menneskers taboo. Taboo kan ikke forstås helt rationelt, man må ofte føle det dybt inde i sig selv.

Tambu rum i museet

Tambu er jo en kulturel foreteelse og den er svær at putte på museum, selvom man måske gerne ville bevare dette kulturpunkt for eftertiden. Nogle tambu kan jo ikke engang omtales for de uindviede. Da der blev oprettet et nyt museum i Vanuatu for nyligt stødte man på problemer ved at bevare tambu for eftertiden. En høvding protesterede først imod at kvinder og børn overhovedet fik adgang til i museet, fordi det indeholdt genstande, der ikke må vises for kvinder og børn. Tambu. Det var jo ikke holdbart for sponsorerne og man diskuterede det længe. Det endte med at man indviede et specielt tambu rum i museet, hvor kun særligt indviede personer kunne komme ind og se de hellige masker og lignende.

Det siges, at en Navajoerne i Amerika havde det samme problem med at bevare deres skrøbelige sandmalerier for eftertiden på museet i Santa Fé. Sand 'malerier' laves traditionelt kun eet af gangen til hver speciel sygdom eller healings ceremoni, og de skal slettes igen ellers vil de virke som en forbandelse istedet. Efter utallige granskninger og diskussioner endte man med at ændre ceremonierne lidt og tillod derefter at man lavede og opbevarede flere sandmalerier på samme sted.

Findes der virkelig Trolddom på Ambrym ?

Denne historie bliver i sagens natur lidt rodet og mærkelig. Jeg havde været på de fleste øer i det nordlige Vanuatu, men manglede stadig nogle taro sorter fra de midterste øer. Jeg diskuterede forskellige muligheder, med venner og kolleger og besluttede mig til sidst at tage til Amryum - troldmændenes ø. Ø-folk har jo travlt med at rakke hinandens øer ned, men den eneste ø, de alle er bange for er Ambryum, fordi dens troldmænd er kendte for at være meget stærke. Men trolddom findes jo ikke i vore oplyste dage - eller gør det?

Nå, der var i hvert fald en lokal konsulent på øen og en lille flyveplads, så det var rent teknisk muligt at besøge Ambryum. Jeg havde en eller anden makker med (jeg tror det var Poul mekaniker) som også skulle besøge sit distrikt. Vi landede på den lokale flyveplads og blev droppet i en fart - ingen andre skulle af eller på der - og flyet forsvandt over trætoppene igen. Vi ses igen om nogle dage - måske. Ikke en sjæl på pladsen. Ikke et hus eller andet tegn på liv. Vi sad så og gloede lidt under et træ, vi vidste at der var langt til konsulentens hus, så man begynder ikke bare at gå derud af i junglen. Endelig dukkede konsulenten triumferende op. Han havde fået fat i det eneste aktive køretøj på øen så vi slap for at gå så langt. Det var en gammel efterladt jeep fra anden verdenskrig, hvor alt metal var rustet væk bortset fra motoren, rattet og stellet. Så havde de lokale bygget en høj trækasse af  4-5 tommer tykt tømmer ovenpå jeepen så vi sad nogenlunde sikkert. Hop - hop - hop ind gennem den mudrede jungle. Av min r..  hvor sådant et træsæde er hårdt.

Allerede på turen til konsulentens hus var der et eller andet galt, folk i Vanuatu er normalt glade og når man kommer susende gennem byen i jeepen med en flok gæster, der hilser til alle sider, er der normalt altid glad latter og jublen fra alle. Men ikke på Ambryum. Vi kom gennem to større landsbyer, hvor der var en eller anden form for møde under træet, og INGEN hilste eller smilede.Alle så sure og trykkede ud. Vi gæster kiggede overrasket over på værten, som beklagede men der var vist et eller anden slags møde om jordstridigheder undervejs på den egn. Eller religion.

Nå, jeg samlede mine rodfrugter i to dage hos nærliggende landmænd, mens Poul checkede mekaniske problemer på egnen. Traktoren eller konsulentens  motorcykel eller sådan noget. Der var ret hyggeligt og vi gik glimrende i spand sammen med konsulenten, så vi glemte det ubehagelige førsteindtryk. Den sidste aften fik vi forstærkning af et par muntre fætre fra egnen og havde alle tiders kava aften sammen. Skrappe sager, den lokale kava, men man får jo normalt ikke tømmermænd af kava i de mængder, vi drikker det. Og så begyndte de lokale at fortælle historier om troldmændene. Vi rykkede tættere sammen om bålet og dæmpede stemmerne. Og historierne blev værre og værre efterhånden som natten gik.

En eller anden havde vist engang drillet den lokale troldmand, så denne besluttede at trylle ham udenfor miidt om natten og sikre sig at han glemte igen, hvordan han havde tryllet ham derud. Med seng og det hele. Da han vågnede næste dag viste det sig at han altså havde sovet ude midt på landsbypladsen - og han kunne ikke huske en pind om hvordan han var kommet derud. Manden blev selvfølgelig til almindelig grin i landsbyen - han skulle bare have ladet være at drille troldmanden. Der fulgte så en massse andre historier om troldmændenes meriter - de var utrolig vel fortalte og vi morede os alle herligt over de mange fine historier.

Men - næste morgen havde vi svært ved at huske historierne, trods de mange fine detaljer. Vi var dog enige om at vi havde fået flere gode historier, men ingen af os kunne huske noget som helst om hvad de var. Der var en ubehagelig fornemmelse, som om historierne simpelthen havde slettet sig selv. Der var blot et tomrum hvor de skulle have været. Blank. Vi var jo ikke påvirkede af kava så det skulle da have været muligt at huske hvad man har fået fortalt få timer tidligere. Men der blev altså kun den historie med sengen tilbage. Hvor resten blev af ved jeg ikke.

Vi var begge så lettede, da vi fløj væk fra denne troldmændenes ø. Der var simpelthen en dårlig stemning og atmosfære af frygt over øen. Selvfølgelig findes der ikke trolddom - men alligevel ville vi gerne væk igen fra denne ø - bare for en sikkerheds skyld.

Kommentar:

Det er næsten umuligt at finde noget på internettet om troldmændene og deres gerninger på Ambryum. Der var dog en lille historie om hvordan to amerikanske Peace Corps frivillige måtte flytte til en anden hytte, fordi troldmændene havde sat et ubrydeligt tambu henover indgangen til den gamle hytte.

Antropologerne har dog skrevet en afhandling om troldmændene på Ambryum, men man skal altså købe hele afhandlingen. Lad os bare glemme dem igen - det går jo nærmest at gå af sig selv!




Alle historier fra Vanuatu

På patrulje i  Banks
 Kava-drikning
 Laplap bagning
 Jungle-tur over Santo
Tambu Dagligdag



Tilbage til Arnes side






(This story is in Danish vernacular and is dedicated to our great rootcrops teacher in the Pacific, 'Mama' Jill Wilson from USP, Apia, Samoa. The page describes superficially the use of 'tambu' in northern Vanuatu. If you ever see this, Jill,  please send me an email  Arne Larsen)