|
|
Jungle-trip
tværs over Santo
Santo eller Espiritu Santo
er den største ø i Vanuatu. den huser den næststørste
by i øgruppen, Luganville, i daglig tale blot kaldet Santo.
|
fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af
Vanuatu
www.larsen-twins.dk
Den første (og sikkert sidste) junglepatrulje tværs
over Santo øen i mange år.
En dag havde den unge engelske
læge, Richard, fået en grumme gunstig ide. Han arbejdede
til daglig på hospitalet i Luganville, indtil de fik uddannet flere
ni-Vanuatu læger. Selvom han bare lignede en skoleknægt, var
han faktisk distriktslæge for hele øen og nu ville
han ud og se hvordan folk klarede sig i hele hans distrikt. Kort sagt,
han ville trænge ind i urskoven og besøge de helt vilde folk
derinde, snuppe nogle blodprøver fra dem og se at komme ud
igen inden 'tea-time'
Især havde han den ide, at de isolerede stammer inde midt
på øen måske ikke havde så meget malaria som
os kystboere fordi det var køligere oppe i bjergene (ca. 1100
meter over havet). Derfor havde han arrangeret en 7-dages 'udflugt' fra
Big Bay i nord op gennem bjergene og ned igen på sydkysten. Men
han ville da gerne have en landbrugskonsulent med til at vurdere fødevare
situationen derinde. Da alle de, der var klogere, havde skyndt sig at melde
afbud på grund af en overvældende travlhed i landbrugs sektoren
(?), syntes han da jeg skulle tage med på denne smuttur. 'A jolly
good show' som han lovede.
Kan I huske, hvorfor solen aldrig går ned
over det britiske imperium? Det er fordi Gud ikke stoler på en brite
i mørket! Når de pludselig bliver salvelsesfulde og taler
om at vi er i samme båd, osv. så kan du være sikker
på, at det er dig der skal ro!
Jeg kom til at sige ja, og så var jeg pludselig involveret
i en tur, der 3 gange var ved at koste mig livet. Det må dog tilføjes
at vi nok var yngre og lidt vildere dengang. Og Richard havde vist ikke
egentlig planlagt mordforsøgene.
|
Kort over min hjem-ø, Espiritu Santo
|
Forberedelser.
De andre sørgede for det meste proviant , m.m. men man
skal jo også have noget betaling med til de indfødte bærere
og andet godtfolk man nu møder på vejen. Der er ingen butikker
derinde, så det er bedre at have noget praktisk med som folk kan
lide. Sukker og tin-fish var eftertragtet, men på denne tur ville
det nok være lettere at bære tobak. Selvfølgelig ikke
min fisefornemme importerede pibe-tobak men en rigtig mande-tobak af
det lokalt anerkendte mærke. Tørre tændstikker var
også dejlige. Ingen malaria-medicin fordi lægen frarådede
det.
Så jeg fik fat i en kilo-blok 'Cowboy' tobak og skar den
ud i stænger, som blev omvundet med piberensere til små bundter,
som man kunne betale med hist og pist. Jeg undrede mig over at nogen
ville kunne holde ild i dette våde sorte tobak overhovedet. Senere
så jeg, at man gik med en glød i hånden og passede
piben med denne hele tiden.
|
Tobakken skæres ud og pakkes i bundter
|
En ekspedition er jo ikke
det samme uden deltagere, så vi havde samlet dette hold. Til venstre
er Joseph, den lokale læge, chaufføren, der her kun pønsker
på hvordan han kan sende os ud over klippen i Big bay, Chief,
vor fantastiske guide og tolk, Richard, læge i Luganville og hans
kone Francoise, der var med som lægesekretær, fotograf og
desuden holdt styr på blodprøverne.
Her kan man lige indskyde, at Espiritu Santo er cirka på
størrelse med Fynsland. Langt de fleste mennesker bor nu ude ved
kysten, men der bor stadig hundredevis af folk inde midt på øen
i bjergene. De har et par dages travetur for at nå ned til kysten
med sine små butikker, klinikker og skoler.
Der tales cirka 28 sprog på Santo, så der findes dale
hvor man ikke har noget sprog tilfælles med resten af ni-Vanuatu.
Klimaet er næsten uudholdeligt, det regner eller er tåget
hele tiden, man anslår den årlige nedbør til mellem
3000 og 5000 mm. Man er også så højt oppe at den ellers
uundværlige kokosnød ikke kan gro her. Kun rodfrugter kan
trives i dette drivvåde helvede. Området affolkes langsomt
fordi de unge flygter fra stammen ned til kysten, hvor livet er så
meget lettere.
|
Ekspeditionen, mens vi endnu havde rent tøj
på
Joseph, chaufføren, Chief, Richard og Francoise
|
Første farlige episode
Allerede fra begyndelsen, blev det uventet farligt.
Vi var lige ved at vælte med bilen ned ad den farlige bakke ned
mod Big Bay. Landcruiseren stallede motoren på ved ned ad bakken,
og chaufføren - den torsk - trådte koblingen ned og prøvede
at holde bilen på bremserne - resultatet var at vi skød nedad
som en raket. Lige da vi skulle til at rulle ud over skrænten lykkedes
det ham at stoppe bilen. Vi kravlede noget rystede ned fra ladet og foretrak
nu at gå over, hver gang der kom en vanskelig etape.
Her checker vi vejbroen til fods, inden bilen skal over. På
smalfilmen, der blev optaget undervejs, kan man se at der falder en del
bjælker af broen da bilen passerer, men det så vi heldigvis
ikke dengang det skete.
Da vi kommer til den brede flod i Big Bay må man gå
ruten igennem over floden for at checke hvor der er bedst at få
bilen over. Det viste sig at være i en stor S-kurve - først
et pænt stykke ned ad strømmen, så krydser man på
sandrevlen og kører lidt opstrøms igen inden man kører
i land.
|
|
Lastbilen var ved at falde ned fra den slimede
bro
|
Richard og Francoise checker 'vejen' i floden
|
Så er vi endelig kommet til Big Bay, så langt som man
kan køre med bilen. Vi læsser grejet af og undersøger
som første del af projektet de forskellige smålandsbyer der
ligger ved Big Bay. Folk vil gerne deltage, så blodprøverne
bliver taget på de dersens små objektglas og behørigt
etiketteret. Der er en lille klinik med en lokal missions sygeplejerske,
som pænt hjælper til.
Da lægerne også foreslår at tage prøver
fra beboerne af en lille gruppe hytter, man kan se ovre bagved, bliver
hun pludselig vanskelig og nægter at tage prøver derovre: 'De
er nemlig hedninge', som hun siger. Oh-oh. På de lange rejser
har jeg desværre mødt flere kristne fundamentalister end
i nogen anden religion. Heldigvis lod lægerne som ingenting og fik
deres blodprøver af 'hedningene' alligevel.
Det viste sig iøvrigt senere at der ikke var forskel på
de 'hellige' og 'hedningene' - de havde alle malaria !
|
De sidste ændringer til ruten diskuteres
|
Fra Big Bay bugtens nemme og glade
liv med solskin, hav, dagslys, osv. skulle vi jo så ind i selve
junglen og helst op i mindst 800 meters
højde for at teste malaria teorien.
Dette billede viser tydeligt forskellen, Vi går endnu i dagslys
og kokosplantage i lavlandet, men forude truer bjergene og tågen
og regnen. Vi skal holde lidt til venstre, fordi inde i junglen ligger
et vulkansk bjerg på 1800 meters højde, og der er jo ingen
grund til at klatre op på den.
Joseph havde paraply med ! Vi andre skreg af grin ved at se ham
kravle rundt derude i alt mudderet, pænt holdende sin latterlige
paraply. Alt bliver alligevel gennemblødt af den evige fugt fra
regnskoven og kroppens sved.
Vi skulle i gennemsnit krydse 20 fyrige bjergbække og småfloder
hver eneste dag så man vænnede sig til at være drivvåd
hele tiden. Det bedste fodtøj er solide kondisko - med sokker i!
De bliver selvfølgelig våde og sure på no time, men de
giver alligvel bedre fodfæste i skoene. Bare fødder i skoene
er livsfarligt, da man let drejer om på foden i alt det mudder og
slim derinde.
|
Så går turen ind i de fugtige bjerge
og junglen
|
Vi fandt ikke mange hytter den første dag. Stierne gik opad
og opad hele tiden. Det gælder om at vinde højde og prøve
at holde den. Chief gik forrest og hakkede lidt løs med pangaen
for at skære buske og grene væk.
Kort før solnedgang fandt vi heldigvis dette flotte parcelhus
midt i junglen, men der var heller ingen hjemme! Men det er jo ligesom
hjemme i Assens - Chief fandt nøglen under måtten! Han kendte
ejerne, så vi besluttede at sove der om natten. Så var boligproblemet
da løst for den dag
Det er jo endnu først på turen og ekspeditionens deltagere
er stadig ved godt mod. Jeg har fået en tør T-shirt på
og vi slapper af efter dagens strabadser. Bemærk sokker i skoene!
|
|
Næste dag fandt vi vores første rigtige jungle-landsby.
Det var en stor oplevelse - for de holdt netop en flerdages 'kulturfestival'
i landsbyen. Alle på hele egenen var her - derfor de tomme huse..De
var netop ved at danse stammedanse i mudderet foran den største
hytte, da vi ankom.
Chief tolkede lidt med værterne og bad os derefter danse lidt
med for at vise respekt for stammen. Ok, vi smed alle rygsækkene
og dansede lidt med i mudderet sammen med over 100 mennesker fra stammen.
Det var faktisk ret nemt, ingen svære dansetrin, det var kun at
løbe enten med uret eller mod uret rundt.
Selvfølgelig morede de sig over vor dans, men det betød
altså noget senere da vi skulle til at bede om blodprøver.
Vi havde vist at vi ville være med.
Vi blev installeret i et kæmpehus, hvor hele stammen kunne
boede under festen. Man ryddede sovepladser og lagde friske blade ud som
soveunderlag til os
|
Hvor er vi egentlig !
|
Huset var så stort at der var tændt tre fire store bål
derinde med hele træstammer der stødte sammen, ende mod
ende. Når det brændte ned om natten stod en eller anden op
og justerede afstanden mellem stammerne så det varmede igen.
Hele aftenen palavrede stammen høvdinger og ledere om hvorvidt
man kunne tillade blodprøver for malaria eller ej. Jeg mener dog
at vi til sidst fik lov til at tage prøver fra de, der frivilligt
gik med til det.
Udenfor var der et kæmpe bjerg af taro, yams og andre fødevarer
stakket op. Alle gæsterne havde taget det med og givet det til høvdingen.
Da de forlod hytten næste dag, stod han og gav hver deltager
nogle taro eller yams osv. Alle havde jo mad nok, men det var mere en
gestus for at styrke høvdingens position og respekt.
Ved afskeden stillede alle op på en lang lang række og
gav hånden. Alle. Jeg benyttede den gode chance til at lave
en nyere folketælling. Jeg talte simpelthen hvor mange jeg trykkede
hånd med undervejs og skrev tallet ned i ekspeditionens noter.
|
Vaskepladsen var et vandfald
|
'Chief' var bare alle tiders
arbejdshest på turen. Altid i godt humør og hjælpsom
med alt. Guide, tolk og bærer. Vi by-folk knoklede med at følge
med og kravle op ad de stejle stier. Han overtog derfor en ekstra rygsæk,
og kunne alligevel gå i forvejen og hugge buskads væk.
Mens vi hvilede os lidt ved bredden, gik han gerne over næste
flod for at finde det laveste sted. Og kom tilbage for at eskortere os
over - een af gangen. Denne flod var lidt hurtigere end sædvanligt
og ret dyb.
Da jeg skulle over og samtidig holdt kameraet oven vande, faldt jeg
over en sten på bunden og begyndte at sejle ned af floden mod vandfaldet,
der buldrede længere nede. Chief nåede lige at gribe mig i
ryksækken og få mig på benene igen. Stadig med kameraet
i god behold.
|
'Chief'
|
Derefter kom et næsten mennesketomt
stykke, hvor der bare var jungle, men sidst på turen begyndte menneskene
at dukke op igen. Denne familie var utrolig venlige og begejstrede for
at se gæster derinde i vildnisset. De fodrede os med laplap og
sukkerør. (De store maver skyldes måske ensidig
kost baseret på stivelse)
Da de så kameraet opfordrede de mig til endelig at tage et
billede, så vi stillede det meste af familien op og tog et 'familieprotræt'.
Jeg lovede at sende et billede tilbage til dem ved lejlighed. Jeg fik
også lavet et par gode forstørrelser af lysbilledet i byen,
men det tog lang tid inden jeg fandt en frisk knægt, der kendte
familien og ville løbe gennem junglen for at bringe billederne
og lidt rare sager derop til den ensomme hytte. Knægten sagde at det
ville kun tage ham to timer fra kysten, suk, og det var den strækning
vi brugte en hel dag til.
Det vigtigste er, at man holder hvad man har lovet .
|
Familie billede
|
Denne familie viste mig rundt i en af
de flotteste water-taro haver jeg endnu har set. Der
var lavet sirlige små damme med dejlige tørre stier imellem.
Jeg kiggede især på de små flotte blomster, der var
plantet om markerne, som om det var til pynt. Men de forklarede at det
holder skadedyrene væk. Først senere lærte jeg at videnskaben
netop er begyndt at bekræftet deres observationer. Nogle snyltedyr
holder til i netop disse blomster og holder skadedyrene i skak.
På billedet ser familien måske noget 'vilde' og 'primitive'
ud og mange byfolk så ned på disse 'man aelan' (indlands
mennesker) og mente de var uvidende og overtroiske. Vås, de har
bare andre normer og skikke, men deres landbrug burde vække beundring
overalt. De repræsenterer det ypperste som mennesket kan opnå
inden for taro dyrkning!
Jeg tror den plante vi ser til venstre er 'Pit-pit' hvor man
spiser den lækre blomsterstand. Jeg har glemt det latinske navn,
men den hedder noget med edulis - spiselig. Den er vist beslægtet med
sukkerrør.
|
Den flotte taro-have
De unge bærere forfrisker sig med sukkerrør
|
I en af de sidste landsbyer fik vi et billede sammen med tre beboere,
men de var såmænd så generte. Der er ikke noget tabu
mod at fotografere i Vanuatu, men man spørger jo alligevel først.
Humøret var godt igen efter de hårde strabadser midt
på øen, nu var jo vi næsten hjemme og bjergene ikke
så høje og svære mere. Til de sidste dages march havde
Chief ønsket at vi 'skyndte os lidt' og bare gik ned til kysten i
eet stræk. Han talte 'kun' 8 lokalsprog og var kommet uden for sit
kendte område. Istedet hyrede vi lige to mand mere som kendte resten
af vejen.
Den sidste dag, ankom vi til sydkysten, hvor en bil fra hospitalet
hentede os. Vi mænd drømte om en iskold øl i byen,
mens Francoise drømte om et dejligt karbad. Sådan er mænd
og kvinder ofte så forskellige. |
|
Trods strabadserne var det en dejlig tur
Lang Efterskrift
Da blodprøverne fra ekspeditionen blev undersøgt på
hospitalet viste det sig, at der ingen forskel var mellem kystfolket ( man
solwata) og de, der boede langt inde i junglen ( man aelan).
Hovedparten af begge grupper havde bare malaria parasitter i blodet. Højden
beskyttede altså ikke højlandsfolkene mod at få malaria.
Det sidste Richard sagde til os da vi skiltes efter turen, var at
nu havde vi sovet i fælleshytter med malariasyge folk i dagevis,
og sovet uden moskitonet, s å vi var nu alle sikre på at
have malaria. Vent ikke på diagnose eller at I bliver syge, men
start malaria kuren øjeblikkelig! Det gjorde vi selvfølgelig
alle sammen undtagen Joseph, lægen. Og hvem lå rigtig godt syg
på hospitalet i ugen efter med malaria - rigtig gættet - Joseph,
lægen.
Vi havde jo glemt en effetkt ved at bringe to læger ind i junglen,
hvor der aldrig har været læger før. Folk var jo ikke
nær så interesserede i at give blodprøver til videnskaben
som i at komme til lægen! Så de kom selvfølgelig
rendende med alle de syge og værkbrudne familiemedlemmer de kunne
finde i landsbyerne. Det var utroligt med alle de væskende sår
osv. jeg så dem komme frem med. Lægerne måtte så
prøve at dele sol og vind lige og både behandle og rådgive
folk mens de samtidig prøvede at få blodprøver. Noget
for noget.
P.S. Den opmærksomme læser vil måske gerne vide hvad
Richard's tredje mordforsøg gik ud på.
Det var at passere de store jordskred inde i junglen. Skrænterne
var så stejle derinde at vi tit så kæmpe jordskred, hvor
hele bjergvæggen med træer og det hele faldt flere hundrede
meter ned i dalene. Tilbage var kun en blank, næsten lodret jordvæg.
Store ar i junglen. Det så uhyggeligt ud og vi plejede at undgå
disse farlige steder hvis vi kunne. Men, en dag kunne vi ikke rigtig undgå
det. Vor sti gik lige hen over sådan et bart sted, hvor skov og det
hele for nyligt var revet væk. Så over 30-40 meters lodret bar
væg kravlede vi over skreddet. En af gangen. Der var kun lige lidt
fodfæste hvis man kravler med snuden ind mod jorden og hamrer tæerne
godt ind i leret. Og man brød sig ikke om at tænke på
hvad der ville ske, hvis foden smuttede i leret. Det er sku' livsfarligt
Malaria er ' fulap' (= masser) i Vanuatu. Trods
korrekt malaria-profylakse fik jeg malaria 5 gange under opholdet. Den
sidste gang var det ikke blevet kureret ordentligt og skjulte sig i lang
tid i kroppen. Jeg afmønstrede og fik det store lægecheck
af FAO's tropespecialister i Rom. Tog derefter arbejde i Ålborg
i flere måneder. Stadig ingen mistanke om at jeg var malaria bærer.
Pludselig en eftermiddag på arbejdet kom det første feber-udbrud
á la Malaria. Ingen tvivl. Jeg kørte lige ned på Ålborg
Syd Hospital for blot at få en bestemmelse af malaria typen. Jeg
havde jo endnu kuren hjemme og ville så bare køre hjem og tage
pillerne. De blev helt spedalske dernede, gav mig køreforbud og indlagde
mig lige på stedet med drop og det hele. Jeg havde mistanke om at
overlægen ville beholde mig for evigt, fordi hun var specialist i
malaria og nu - endelig, endelig - havde hun fået nogen at øve
sig på i nordjylland. Jeg tilgav hende senere, for aldrig er jeg
sluppet så let over en malaria før - det dersens drop modvirkede
simpelthen den store træthed, man ellers får efter et anfald.
Fuldstændig rask på få dage - ny rekord.
Mere Malaria info
Malaria er stadig en verdensomspændende sygdom. Man skønner
således, at der er 300 - 500 millioner nye malaria tilfælde
om året og de medfører 1-3 millioner dødsfald.
Alle turister der rejser til lande med malaria for kortere ophold
skal tage malaria profylakse - efter lægens anvisninger.
Oplysningerne om den bedste metode opdateres løbende af WHO, land
for land. Mange der er regulært udstationeret i årevis
ophører dog med at tage profylakse fordi det er skadeligt på
længere sigt. Jeg bemærkede for eksempel at ingen af mine venner
i Namibia længere tog malaria piller. Heller ikke jeg.
Her er et link på dansk for dem der vil vide lidt mere
om malaria netdoktoren
Alle historier fra Vanuatu:
Tilbage til Arnes side
(This story is in Danish vernacular and describes a malaria
tour across Espiritu Santo in the early 80-es. If you recognize yourself
on the photos please send me an email
Arne Larsen)
|