Jungle-trip tværs over Santo

Santo eller Espiritu Santo er den største ø i Vanuatu. den huser den næststørste by i øgruppen, Luganville, i daglig tale blot kaldet Santo.

fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af Vanuatu
 www.larsen-twins.dk

Den første (og sikkert sidste) junglepatrulje tværs over Santo øen i mange år. 

En dag havde den unge engelske læge, Richard, fået en grumme gunstig ide. Han arbejdede til daglig på hospitalet i Luganville, indtil de fik uddannet flere ni-Vanuatu læger. Selvom han bare lignede en skoleknægt, var han faktisk distriktslæge for hele øen og nu ville han ud og se hvordan folk klarede sig i hele hans distrikt. Kort sagt, han ville trænge ind i urskoven og besøge de helt vilde folk derinde, snuppe nogle blodprøver fra dem  og se at komme ud igen inden 'tea-time'

Især havde han den ide, at de isolerede stammer inde midt på øen måske ikke havde så meget malaria som os kystboere fordi det var køligere oppe i bjergene (ca. 1100 meter over havet). Derfor havde han arrangeret en 7-dages 'udflugt' fra Big Bay i nord op gennem bjergene og ned igen på sydkysten. Men han ville da gerne have en landbrugskonsulent med til at vurdere fødevare situationen derinde. Da alle de, der var klogere, havde skyndt sig at melde afbud på grund af en overvældende travlhed i landbrugs sektoren (?), syntes han da jeg skulle tage med på denne smuttur. 'A jolly good show' som han lovede.

Kan I huske, hvorfor solen aldrig går ned over det britiske imperium? Det er fordi Gud ikke stoler på en brite i mørket! Når de pludselig bliver salvelsesfulde og taler om at vi er i samme båd, osv. så kan du være sikker på, at det er dig der skal ro!

Jeg kom til at sige ja, og så var jeg pludselig involveret i en tur, der 3 gange var ved at koste mig livet. Det må dog tilføjes at vi nok var yngre og lidt vildere dengang. Og Richard havde vist ikke egentlig planlagt mordforsøgene.
Kort over min hjem-ø, Espiritu Santo
Forberedelser.

De andre sørgede for det meste proviant , m.m. men man skal jo også have noget betaling med til de indfødte bærere og andet godtfolk man nu møder på vejen. Der er ingen butikker derinde, så det er bedre at have noget praktisk med som folk kan lide. Sukker og tin-fish var eftertragtet, men på denne tur ville det nok være lettere at bære tobak. Selvfølgelig ikke min fisefornemme importerede pibe-tobak men en rigtig mande-tobak af det lokalt anerkendte mærke. Tørre tændstikker var også dejlige. Ingen malaria-medicin fordi lægen frarådede det.

Så jeg fik fat i en kilo-blok 'Cowboy' tobak og skar den ud i stænger, som blev omvundet med piberensere til små bundter, som man kunne betale med hist og pist. Jeg undrede mig over at nogen ville kunne holde ild i dette våde sorte tobak overhovedet. Senere så jeg, at man gik med en glød i hånden og passede piben med denne hele tiden.
Tobakken skæres ud og pakkes i bundter
En ekspedition er jo ikke det samme uden deltagere, så vi havde samlet dette hold. Til venstre er Joseph, den lokale læge, chaufføren, der her kun pønsker på hvordan han kan sende os ud over klippen i Big bay, Chief, vor fantastiske guide og tolk, Richard, læge i Luganville og hans kone Francoise, der var med som lægesekretær, fotograf og desuden holdt styr på blodprøverne.

Her kan man lige indskyde, at Espiritu Santo er cirka på størrelse med Fynsland. Langt de fleste mennesker bor nu ude ved kysten, men der bor stadig hundredevis af folk inde midt på øen i bjergene. De har et par dages travetur for at nå ned til kysten med sine små butikker, klinikker og skoler.
Der tales cirka 28 sprog på Santo, så der findes dale hvor man ikke har noget sprog tilfælles med resten af ni-Vanuatu. Klimaet er næsten uudholdeligt, det regner eller er tåget hele tiden, man anslår den årlige nedbør til mellem 3000 og 5000 mm. Man er også så højt oppe at den ellers uundværlige kokosnød ikke kan gro her. Kun rodfrugter kan trives i dette drivvåde helvede. Området affolkes langsomt fordi de unge flygter fra stammen ned til kysten, hvor livet er så meget lettere.
Ekspeditionen, mens vi endnu havde rent tøj på
Joseph, chaufføren, Chief, Richard og Francoise

Første farlige episode
Allerede fra begyndelsen, blev det uventet farligt. Vi var lige ved at vælte med bilen ned ad den farlige bakke ned mod Big Bay. Landcruiseren stallede motoren på ved ned ad bakken, og chaufføren - den torsk - trådte koblingen ned og prøvede at holde bilen på bremserne - resultatet var at vi skød nedad som en raket. Lige da vi skulle til at rulle ud over skrænten lykkedes det ham at stoppe bilen. Vi kravlede noget rystede ned fra ladet og foretrak nu at gå over, hver gang der kom en vanskelig etape.

Her checker vi vejbroen til fods, inden bilen skal over. På smalfilmen, der blev optaget undervejs, kan man se at der falder en del bjælker af broen da bilen passerer, men det så vi heldigvis ikke dengang det skete.
Da vi kommer til den brede flod i Big Bay må man gå ruten igennem over floden for at checke hvor der er bedst at få bilen over. Det viste sig at være i en stor S-kurve - først et pænt stykke ned ad strømmen, så krydser man på sandrevlen og kører lidt opstrøms igen inden man kører i land.


Lastbilen var ved at falde ned fra den slimede bro
Richard og Francoise checker 'vejen' i floden

Så er vi endelig kommet til Big Bay, så langt som man kan køre med bilen. Vi læsser grejet af og undersøger som første del af projektet de forskellige smålandsbyer der ligger ved Big Bay. Folk vil gerne deltage, så blodprøverne bliver taget på de dersens små objektglas og behørigt etiketteret.  Der er en lille klinik med en lokal missions sygeplejerske, som pænt hjælper til.

Da lægerne også foreslår at tage prøver fra beboerne af en lille gruppe hytter, man kan se ovre bagved, bliver hun pludselig vanskelig og nægter at tage prøver derovre: 'De er nemlig hedninge', som hun siger. Oh-oh. På de lange rejser har jeg desværre mødt flere kristne fundamentalister end i nogen anden religion. Heldigvis lod lægerne som ingenting og fik deres blodprøver af 'hedningene' alligevel.
Det viste sig iøvrigt senere at der ikke var forskel på de 'hellige' og 'hedningene' - de havde alle malaria !

De sidste ændringer til ruten diskuteres
Fra Big Bay bugtens nemme og glade liv med solskin, hav, dagslys, osv. skulle vi jo så ind i selve junglen og helst op i mindst 800 meters højde for at teste malaria teorien.
Dette billede viser tydeligt forskellen, Vi går endnu i dagslys og kokosplantage i lavlandet, men forude truer bjergene og tågen og regnen. Vi skal holde lidt til venstre, fordi inde i junglen ligger et vulkansk bjerg på 1800 meters højde, og der er jo ingen grund til at klatre op på den.

Joseph havde paraply med ! Vi andre skreg af grin ved at se ham kravle rundt derude i alt mudderet, pænt holdende sin latterlige paraply. Alt bliver alligevel gennemblødt af den evige fugt fra regnskoven og kroppens sved.

Vi skulle i gennemsnit krydse 20 fyrige bjergbække og småfloder hver eneste dag så man vænnede sig til at være drivvåd hele tiden. Det bedste fodtøj er solide kondisko - med sokker i! De bliver selvfølgelig våde og sure på no time, men de giver alligvel bedre fodfæste i skoene. Bare fødder i skoene er livsfarligt, da man let drejer om på foden i alt det mudder og slim derinde.
Så går turen ind i de fugtige bjerge og junglen

Vi fandt ikke mange hytter den første dag. Stierne gik opad og opad hele tiden. Det gælder om at vinde højde og prøve at holde den. Chief gik forrest og hakkede lidt løs med pangaen for at skære buske og grene væk.

Kort før solnedgang fandt vi heldigvis dette flotte parcelhus midt i junglen, men der var heller ingen hjemme! Men det er jo ligesom hjemme i Assens - Chief fandt nøglen under måtten! Han kendte ejerne, så vi besluttede at sove der om natten. Så var boligproblemet da løst for den dag

Det er jo endnu først på turen og ekspeditionens deltagere er stadig ved godt mod. Jeg har fået en tør T-shirt på og vi slapper af efter dagens strabadser. Bemærk sokker i skoene!

Næste dag fandt vi vores første rigtige jungle-landsby. Det var en stor oplevelse - for de holdt netop en flerdages 'kulturfestival' i landsbyen. Alle på hele egenen var her - derfor de tomme huse..De var netop ved at danse stammedanse i mudderet foran den største hytte, da vi ankom.

Chief tolkede lidt med værterne og bad os derefter danse lidt med for at vise respekt for stammen. Ok, vi smed alle rygsækkene og dansede lidt med i mudderet sammen med over 100 mennesker fra stammen. Det var faktisk ret nemt, ingen svære dansetrin, det var kun at løbe enten med uret eller mod uret rundt. Selvfølgelig morede de sig over vor dans, men det betød altså noget senere da vi skulle til at bede om blodprøver. Vi havde vist at vi ville være med.

Vi blev installeret i et kæmpehus, hvor hele stammen kunne boede under festen. Man ryddede sovepladser og lagde friske blade ud som soveunderlag til os

Hvor er vi egentlig !

Huset var så stort at der var tændt tre fire store bål derinde med hele træstammer der stødte sammen, ende mod ende. Når det brændte ned om natten stod en eller anden op og justerede afstanden mellem stammerne så det varmede igen.

Hele aftenen palavrede stammen høvdinger og ledere om hvorvidt man kunne tillade blodprøver for malaria eller ej. Jeg mener dog at vi til sidst fik lov til at tage prøver fra de, der frivilligt gik med til det.

Udenfor var der et kæmpe bjerg af taro, yams og andre fødevarer stakket op. Alle gæsterne havde taget det med og givet det til høvdingen.  Da de forlod hytten næste dag, stod han og gav hver deltager nogle taro eller yams osv. Alle havde jo mad nok, men det var mere en gestus for at styrke høvdingens position og respekt.

Ved afskeden stillede alle op på en lang lang række og gav hånden. Alle.  Jeg benyttede den gode chance til at lave en nyere folketælling. Jeg talte simpelthen hvor mange jeg trykkede hånd med undervejs og skrev tallet ned i ekspeditionens noter.

Vaskepladsen var et vandfald
'Chief' var bare alle tiders arbejdshest på turen. Altid i godt humør og hjælpsom med alt. Guide, tolk og bærer. Vi by-folk knoklede med at følge med og kravle op ad de stejle stier. Han overtog derfor en ekstra rygsæk, og kunne alligevel gå i forvejen og hugge buskads væk.

Mens vi hvilede os lidt ved bredden, gik han gerne over næste flod for at finde det laveste sted. Og kom tilbage for at eskortere os over - een af gangen. Denne flod var lidt hurtigere end sædvanligt og ret dyb.
Da jeg skulle over og samtidig holdt kameraet oven vande, faldt jeg over en sten på bunden og begyndte at sejle ned af floden mod vandfaldet, der buldrede længere nede. Chief nåede lige at gribe mig i ryksækken og få mig på benene igen. Stadig med kameraet i god behold.
'Chief'
Derefter kom et næsten mennesketomt stykke, hvor der bare var jungle, men sidst på turen begyndte menneskene at dukke op igen. Denne familie var utrolig venlige og begejstrede for at se gæster derinde i vildnisset. De fodrede os med laplap og sukkerør. (De store maver skyldes måske ensidig kost baseret på stivelse)

Da de så kameraet opfordrede de mig til endelig at tage et billede, så vi stillede det meste af familien op og tog et 'familieprotræt'. Jeg lovede at sende et billede tilbage til dem ved lejlighed. Jeg fik også lavet et par gode forstørrelser af lysbilledet i byen, men det tog lang tid inden jeg fandt en frisk knægt, der kendte familien og ville løbe gennem junglen for at bringe billederne og lidt rare sager derop til den ensomme hytte. Knægten sagde at det ville kun tage ham to timer fra kysten, suk, og det var den strækning vi brugte en hel dag til.

Det vigtigste er, at man holder hvad man har lovet .

Familie billede
Denne familie viste mig rundt i en af de flotteste water-taro haver jeg endnu har set. Der var lavet sirlige små damme med dejlige tørre stier imellem. Jeg kiggede især på de små flotte blomster, der var plantet om markerne, som om det var til pynt. Men de forklarede at det holder skadedyrene væk. Først senere lærte jeg at videnskaben netop er begyndt at bekræftet deres observationer. Nogle snyltedyr holder til i netop disse blomster og holder skadedyrene i skak.

På billedet ser familien måske noget 'vilde' og 'primitive' ud og mange byfolk så ned på disse 'man aelan' (indlands mennesker) og mente de var uvidende og overtroiske. Vås, de har bare andre normer og skikke, men deres landbrug burde vække beundring overalt. De repræsenterer det ypperste som mennesket kan opnå inden for taro dyrkning!

Jeg tror den plante vi ser til venstre er 'Pit-pit' hvor man spiser den lækre blomsterstand. Jeg har glemt det latinske navn, men den hedder noget med edulis - spiselig. Den er vist beslægtet med sukkerrør.
Den flotte taro-have

De unge bærere forfrisker sig med sukkerrør

I en af de sidste landsbyer fik vi et billede sammen med tre beboere, men de var såmænd så generte. Der er ikke noget tabu mod at fotografere i Vanuatu, men man spørger jo alligevel først.

Humøret var godt igen efter de hårde strabadser midt på øen, nu var jo vi næsten hjemme og bjergene ikke så høje og svære mere. Til de sidste dages march havde Chief ønsket at vi 'skyndte os lidt' og bare gik ned til kysten i eet stræk. Han talte 'kun' 8 lokalsprog og var kommet uden for sit kendte område. Istedet hyrede vi lige to mand mere som kendte resten af vejen.

Den sidste dag, ankom vi til sydkysten, hvor en bil fra hospitalet hentede os. Vi mænd drømte om en iskold øl i byen, mens Francoise drømte om et dejligt karbad. Sådan er mænd og kvinder ofte så forskellige. 

Trods strabadserne var det en dejlig tur
Lang Efterskrift

Da blodprøverne fra ekspeditionen blev undersøgt på hospitalet viste det sig, at der ingen forskel var mellem kystfolket (man solwata) og de, der boede langt inde i junglen (man aelan). Hovedparten af begge grupper havde bare malaria parasitter i blodet. Højden beskyttede altså ikke højlandsfolkene mod at få malaria.

Det sidste Richard sagde til os da vi skiltes efter turen, var at nu havde vi sovet i fælleshytter med malariasyge folk i dagevis, og sovet uden moskitonet, så vi var nu alle sikre på at have malaria. Vent ikke på diagnose eller at I bliver syge, men start malaria kuren øjeblikkelig! Det gjorde vi selvfølgelig alle sammen undtagen Joseph, lægen. Og hvem lå rigtig godt syg på hospitalet i ugen efter med malaria - rigtig gættet - Joseph, lægen.

Vi havde jo glemt en effetkt ved at bringe to læger ind i junglen, hvor der aldrig har været læger før. Folk var jo ikke nær så interesserede i at give blodprøver til videnskaben som i at komme til lægen!  Så de kom selvfølgelig rendende med alle de syge og værkbrudne familiemedlemmer de kunne finde i landsbyerne. Det var utroligt med alle de væskende sår osv. jeg så dem komme frem med. Lægerne måtte så prøve at dele sol og vind lige og både behandle og rådgive folk mens de samtidig prøvede at få blodprøver. Noget for noget.

P.S. Den opmærksomme læser vil måske gerne vide hvad Richard's  tredje mordforsøg gik ud på. Det var at passere de store jordskred inde i junglen. Skrænterne var så stejle derinde at vi tit så kæmpe jordskred, hvor hele bjergvæggen med træer og det hele faldt flere hundrede meter ned i dalene. Tilbage var kun en blank, næsten lodret jordvæg. Store ar i junglen. Det så uhyggeligt ud og vi plejede at undgå disse farlige steder hvis vi kunne. Men, en dag kunne vi ikke rigtig undgå det. Vor sti gik lige hen over sådan et bart sted, hvor skov og det hele for nyligt var revet væk. Så over 30-40 meters lodret bar væg kravlede vi over skreddet. En af gangen. Der var kun lige lidt fodfæste hvis man kravler med snuden ind mod jorden og hamrer tæerne godt ind i leret. Og man brød sig ikke om at tænke på hvad der ville ske, hvis foden smuttede i leret. Det er sku' livsfarligt


Malaria er 'fulap' (= masser) i Vanuatu. Trods korrekt malaria-profylakse fik jeg malaria 5 gange under opholdet. Den sidste gang var det ikke blevet kureret ordentligt og skjulte sig i lang tid i kroppen. Jeg afmønstrede og fik det store lægecheck af FAO's tropespecialister i Rom. Tog derefter arbejde i Ålborg i flere måneder. Stadig ingen mistanke om at jeg var malaria bærer. Pludselig en eftermiddag på arbejdet kom det første feber-udbrud á la Malaria. Ingen tvivl. Jeg kørte lige ned på Ålborg Syd Hospital for blot at få en bestemmelse af malaria typen. Jeg havde jo endnu kuren hjemme og ville så bare køre hjem og tage pillerne. De blev helt spedalske dernede, gav mig køreforbud og indlagde mig lige på stedet med drop og det hele. Jeg havde mistanke om at overlægen ville beholde mig for evigt, fordi hun var specialist i malaria og nu - endelig, endelig - havde hun fået nogen at øve sig på i nordjylland. Jeg tilgav hende senere, for aldrig er jeg sluppet så let over en malaria før - det dersens drop modvirkede simpelthen den store træthed, man ellers får efter et anfald. Fuldstændig rask på få dage - ny rekord.

Mere Malaria info
Malaria er stadig en verdensomspændende sygdom. Man skønner således, at der er 300 - 500 millioner nye malaria tilfælde om året og de medfører 1-3 millioner dødsfald.

Alle turister der rejser til lande med malaria for kortere ophold skal tage malaria profylakse - efter lægens anvisninger. Oplysningerne om den bedste metode opdateres løbende af WHO, land for land. Mange der er regulært udstationeret i årevis ophører dog med at tage profylakse fordi det er skadeligt på længere sigt. Jeg bemærkede for eksempel at ingen af mine venner i Namibia længere tog malaria piller. Heller ikke jeg.

Her er et link på dansk for dem der vil vide lidt mere om malaria netdoktoren


Alle historier fra Vanuatu:

På patrulje i  Banks
 Kava-drikning
 Laplap bagning
 Jungle-tur over Santo
Tambu
 Dagligdag



Tilbage til Arnes side

 

(This story is in Danish vernacular and describes a malaria tour across Espiritu Santo in the early 80-es. If you recognize yourself on the photos please send me an email  Arne Larsen)