Dagligdag i Luganville

Santo eller Espiritu Santo er den største ø i Vanuatu og har den næststørste by i øgruppen, Luganville - i daglig tale blot kaldet Santo.

fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af Vanuatu
 www.larsen-twins.dk

Dagligdag i Luganville

På de andre sider er der historier om alt det spændende og usædvanlige, man kom ud for i Vanuatu i firserne. Men hvordan var det egentlig at bo i Luganville, hvad spiste du, boede du i en jordhule, eller hva´???  Fortæl - fortæl.  Her er altså lidt spredte glimt fra hverdagslivet.

 Byen Luganville på Espiritu Santo

Det hele var lidt forvirrende, for byen hedder i virkeligheden Luganville, men den kaldes i daglig tale Santo. Den ligger på øen Espiritu Santo som også blot kaldes Santo. Selvom det er en lille by, er den alligevel den næststørste by i dette lille land. Der var cirka 6000 indbyggere, mange lever i shanty towns rundt om selve bykernen.

Luganville ligger ved den sydlige kyst og den eneste større indsejling er gennem det smalle stræde, 'The Canal'. I realiteten kunne man kun komme til og fra øen med fly til Pekoa airport, der lå et par kilometer øst for byen. Havnen brugtes kun til container transport og de små kopraskuder, der betjente de mange små øer omkring Espiritu Santo. Der var også en omfattende fiskerihavn øst for byen, men den var lukket land for os og blev kun brugt af det japanske selskab, der havde koncessionen.

Der var næsten ingen veje på øen, i princippet var der kun een vej mod nordøst langs kysten op til Big Bay området. Desuden var der en vej mod vest, også langs kysten. Hele den vestlige del af øen er ret et øde og helt ufremkommeligt bjerg terræn, der når op til 1800 meters højde.

På Santo bor cirka 24.000 mennesker og øen er på 3892 kvadratkilometer (30 % større end Fyn). Her tales cirka 28 af de mere end 100 sprog, der findes i Vanuatu. De fleste mennesker bor i små landsbyer langs kysten.

De tre officielle sprog er Engelsk, Fransk og Bislama (Vanuatu Pidgin). Mange af de franske kolonister i Luganville havde lige været med til at arrangere oprør i forbindelse med uafhængigheden (30-7-1980), så de var flygtet til nabolandet Ny Caledonien og der var dejligt med plads i Luganville.
Samme kort som fra historien om, hvordan vi krydsede øen Espiritu Santo fra nord til syd.

Min nabo Marc drøner ned ad hovedgaden i Luganville
Min lejlighed i Luganville.
Her er min bolig i Luganville. Ingen jordhule her, tak. En helt moderne boligblok i beton opført af de franske kolonister, der stak af ved uafhængigheden. Her var fire ret store lejligheder med alle moderne bekvemmeligheder. Det meste stod tomt da jeg flyttede ind i stuen til venstre, men senere var vi tre sæt der. Huset ligger på en koralhylde ved vejen til lufthavnen og 'haven' var overgroet med lianer.  Huset overlevede både jordskælv og orkaner. Der var i gennemsnit een jordrystelse om ugen (!) og een orkan per år.

Udsigten var flot - man kunne kigge lige over det smalle stræde 'kanalen' til øen overfor. Al skibstrafik kom lige forbi, så der var meget at se på. Her er det regeringsskuden 'Lebon' der skal ud på sine ugentlige ture til hovedstaden og alle øerne ind imellem..
Min lejlighed var nederst til venstre.

En gang om måneden ankom et krydstogtsskib tidligt om morgenen og alle 6-800 turister gik i land og fór rundt på øen i dagtimerne. Imens benyttede vore lokale damer sig af chancen til at gå om bord i det flotte krydstogtsskib og benytte sig af alle faciliteterne. Der var nemlig restauranter, frisørsaloner, butikker, svimming pools og barer om bord. Det var en velkommen adspredelse fra Luganville's søvnighed.

Skolerne lukkede den dag, fordi alle skolebusserne skulle bruges til at køre turister rundt med og tjene penge til skolen resten af måneden. Små vejboder blomstrede op overalt med lokal kunst og frugter som vi ikke så til daglig. Om aftenen sejlede krydstogtskibet majestætisk ud igennem kanalen igen med musik og lys ombord – et flot syn, og så kunne vi endelig puste ud igen efter al den virak. Den søvnige by vendte tilbage til sin tornerose søvn.

Den daglige udsigt fra vinduet over kanalen. Luganville er ca 1 km til højre.
(regeringsskibet "Lebon" på vej ud)
Meget stille hjemmeliv.
Det var som sagt en stille by uden meget natteliv. Man sad for det meste hjemme og læste eller i mit tilfælde skrev og lyttede til kortbølgeradio. Jeg havde taget den lille radioamatørlicens, men den kunne ikke række nogen steder i det store øde Stillehav. I stedet havde jeg en mama af en kortbølge radiomodtager, der klarede at høre hele verden, så jeg førte lytterrapporter over de sjældne destinationer.

Det meste selskabelighed var små sammenkomster med nære venner. se billedet.

De frivilliges hustruer havde oprettet et offentligt gratis bibliotek og skiftedes til at tage vagten. Det var blevet virkeligt righoldigt og de prøvede at skaffe seriøs litteratur og også fagbøger - helst illustreret af hensyn til befolkningen. Vi hvide lånte bøger med hjem, mens de indfødte foretrak at sidde i læsesalen, måske fordi de ikke havde et tørt sted at opbevare bøgerne eller måske ikke havde strøm derhjemme.

Her afholder vi fødselsdagsfest i min lejlighed med vennerne.
 Fra England, Canada, Frankrig, Australien, Filippinerne
 og selvfølgelig Vanuatu.
Shopping
Man kunne få de fleste dagligvarer i Luganville. Det åbne marked havde årstidens frugt og grønt og et meget demokratisk system. Tirsdag bragte landmænd langs den vestlige vej varer ind og torsdag bragte dem fra den østlige vej deres varer. Lørdag var markedet dobbelt så stort og alle kunne sælge. Ingen rigtig lukkelov.

Der var en slagter og et supermarked med begrænset udvalg mens man købte alt muligt isenkram og elektronik hos de kinesiske butikker. På grund af den franske og engelske fortid kunne man både købe alle slags franske vine og oste samt engelske plumcakes til jul. Det kneb dog med at få ordentlig pibetobak. Stort set alle varer kom ind med skibe fra Australien.

En dag ankom en kølebåd og tænk dig - den havde en masse spegepølser med fra Gøl !  Det er en by i Nordjylland. Så fik vi spegepølsemadder i ugevis.

Udsnit af vor frugt og grønt forsyning.

Fritid
Hver tirsdag aften havde vi verdens mindste orienteringsløb kaldet  Hash House Harriers. Det lyder lidt frækt men er bare en speciel type løb der blev navngivet efter en klub i Asien (Hash House) og det løbes hver uge over hele Asien og Stillehavsregionen.

Vi mødtes så 10-12 gode venner ved posthuset og kørte derhen hvor ruten var lagt ud. Det løbes med handicap og de hurtigste løbere kommer derfor ofte i vildrede og løber alt for langt af et vildspor, så vi langsommere løbere har en chance for at indhente dem. Hvis løbet er anlagt perfekt, er alle løbere hjemme næsten samtidigt.

Derefter mødtes vi hos arrangøren, hvor der var et beskedent traktement – hvidløgsbrød og øller, som man selv betaler. Et par øller og en sludder med vennerne, så er man tidligt hjemme igen. Intet nattesæde her. Der løbes kun for motionens og kammeratskabets skyld.



Her ses det meste af vort Hash House Harriers løbehold.

En sjælden gang havde vi besøg af HHH-løbere fra andre lande i området og de syntes vort løb var det sjoveste de havde oplevet. De havde aldrig set noget så småt og hyggeligt. I større lande kan der være op til 125 løbere på sådan en aften og derefter fast grillbar og bar med ansatte tjenere og det hele.
Santo var verdens ende

Af og til fik man bare ø-kuller og skulle lidt væk. Den eneste vej ud var i virkeligheden med fly. Det tog cirka en times flyvning at komme til hovedstaden og slappe af i et større samfund. Besøge hovedkvarteret i ministeriet, købe luksusartikler og bo et par dage på et dejligt hotel.

Her er det landets største fly, den gode gamle 20-sæders Twin Otter, der taxier ind på vor flyveplads Pekoa airfield. Et robust fly, der kan lande på korte junglepladser.

Vi havde stadig 4 gamle landingsbaner omkring byen fra anden verdenskrig, hvor der boede 100.000 amerikanske tropper i Luganville. Dengang var der 43 biografer i byen, nu var der knap een tilbage.
Vores Twin Otter taxier ind på Pekoa flyveplads (Luganville).
Eet jordskælv per uge
Vanuatu ligger lige over en af jordens brudlinjer, så der var rigtig gang i jordskælv og vulkaner. Der var i gennemsnit eet mindre jordskælv om ugen. De fleste var heldigvis ret harmløse, men man bliver da forskrækket alligevel, indtil man vænner sig til det. Et større jordskælv kort før jeg ankom havde trods alt løftet hele østkysten på Malekula en halv meter og lavet en ny bred strand.

Rystelserne var mest tydelige om natten. Man vågner ved at hundene begynder at hyle og gø samtidig over hele byen. De kan åbenbart bedre end mennesket fornemme at skælvet er på vej. Kort efter kommer selve rystelsen, og sengen kører lidt rundt i værelset. Somme tider er der et efterskælv eller to, men oftest er det bare ovre med et enkelt skælv.

Min frække hund - Mutt - var god til at varsko om jordskælv

Een orkan årligt i gennemsnit
Der kom en del orkaner i Stillehavet i det man kaldte orkan sæsonen. Det er jo et stort område, så de fleste ramte forbi os, men vi fik alligevel i gennemsnit een større orkan om året.

Nede i bycentret, på hovedgaden, hang der tre lamper lige over hinanden. Når een lampe tændte betød det generel orkanvarsel for området, men den har ikke retning mod os. Når to lamper tændtes betød det, at orkanen pegede i vores retning og man måtte hellere forberede sig. Tre tændte lamper betød at orkanen var nær og kom lige imod os - søg omgående i dækning.

Den første orkan jeg oplevede, ramte oppe i Big Bay området og afskar nogle af mine venner, der ikke kunne komme hjem over floderne, der sulmede op efter regnen. Den anden orkan ramte i julen mens jeg ankom fra rejse i Filippinerne og jeg fandt mit stuegulv helt oversvømmet. Fugtskaderne var ret betragtelige.

Man forberedte sig til orkan ved at tappe vand i spande, købe dåsemad til nogle dage og dække med skodder og tagplader for vinduer og døre.



Denne landmand på vulkanøen Tanna havde lavet orkansikring på sine elskede yams planter. Det stærkt skrånende spalier holder slyngplanterne oppe, men støttes også af en serie lodrette pinde. Når der er orkanvarsel, hugger han de lodrette bambuspinde over, så hele spalieret lægger sig fladt med jordoverfladen.
Amatørteater
De engelske frivillige var virkelig gode på det sociale område. De lavede en del større arrangementer såsom amatørteatrets årlige forestilling. De havde lavet en masse kulisser og øvet sig længe i al hemmelighed. Derefter opførte de stykket på en åben veranda for hele byen. De indbudte 40-50 tilskuere betalte en lille entre, mens hele Luganvilles befolkning iøvrigt kunne være gratis tilskuere ind over hækken.

Jeg kan ikke længere huske titlen, men der var masser af aktion og fængende amatørteater og det blev også belønnet med stående klapsalver efter forestillingen.

Her ses en del af Luganvilles 'jet-set', fra højre er det havnemesteren med forklæde, bankdirektøren ses siddende, den egnelske dyrlæge stående i pyjamas og en børnehave lærerinde. Helt til venstre sidder endnu en lærerinde.

Det glædede mig, at hækken bag os myldrede med et hav af især musestille ni-Vanuatu børn, der oplevede deres første teater forestilling nogensinde.

Santo Amatør Teater opfører sin første forestilling på en have terasse.
Optog og fester

Jeg slutter med billeder fra de fester og optog vi havde i løbet af årene. Oftest var de arrangeret i forbindelse med uafhængighedsdagen. Der var gerne traditionel stammedans med grupper fra forskellige øer og de var i originale dragter og bemalinger. Skolebørnene lavede nogle utrolig flotte flåder til paraden.

Et år havde vores Morris-danser gruppe sagt det var for dårligt, at ingen hvide gruppe deltog i dansene, så de opførte en perfekt Morris dans og ni-Vanuatu var begejstrede. De troede slet ikke vi havde nogen stammedanse overhovedet!


I optogene genkendte man jo ofte sine nærmeste venner eller medarbejdere i helt nye roller. Jeg mener at flere af mine nærmeste kolleger fra landbrugskontoret er formummet i gruppen til højre. De er malet flot med sod og hvide striber, så man knap kan genkende dem.
Stammedansere fra de nordligste øer stiller op

Pigerne ventede så spændte
Stammedansere fra Morris dance

Bankdirektøren, lodsen, konsulenten og mekanikeren.
Den franske dyrlægen kan skimtes ude bagved,
men han er som sædvanlig ude at trit.

Gratis snacks til publikum går hurtigt - men der var da stadig oliven tilbage, som pigen kunne byde af.


En af flåderne gøres klar og læsses med glade børn.
Det flotte 'tårn' er skoen fra eventyret om damen der boede i en sko


Efterskrift

En af de største oplevelser i Luganville var at de fleste mennesker kom sammen på lige fod. Der var ikke den race- eller kulturforskel man ofte finder i andre lande. Der var faktisk et mylder af nationaliteter, racer og stammer i byen, men man gik slet ikke så meget op i den slags, som jeg ellers så på senere rejser. Folk giftede sig på kryds og tværs, så der var mange blandede ægteskaber.

Espiritu Santo fik sit sære navn ved en fejltagelse. Portugiseren Pedro Ferdinand de Quiros, der var udsendt af kongen af Spanien, ledte efter Australien, som man mente lå på de kanter. 1 Maj 1606 landede han på en kyst omgivet af så stort et landområde at det 'umuligt kunne være en ø'. Han navngav derfor området 'Terra Australia Del Espiritu Santo'. Senere viste det sig at han var landet inde i Big Bay på Espiritu Santo. Se kortet ovenfor. Han oprettede 'regering', hovedstad, osv. men spaniolerne opgav det hele efter en  måneds tid  på grund af interne stridigheder og ballade med de indfødte. Det tog så over 160 år mere inden den opdagelsesrejsende, Bougainville, kom forbi og opdagede at det bare drejede sig om en ø og ikke et kontinent.

Der er mange engelske, franske og tyske ord  i tolkesproget, men der findes også enkelte spanske ord i den lokale Pidgin-dialekt, der kaldes Bislama. F.eks. 'save' i sætningen 'mi no save' - jeg ved det ikke. Navnet Bislama kommer fra det franske ord 'beche-la-mer' som er en søpølse, der er meget almindelig i Vanuatu. Da den nye stat Vanuatu efter selvstændigheden skulle introducere sine egne penge og erstatte de gamle engelske pund og franske franc med den ny valuta, Vatu, rejste et hold rundt på alle de fjerne steder og lærte de indfødte, at de nye penge var gode nok. Rygtet går, at dette hold så fandt en masse gamle mønter i landsbyerne. Mønter holdt meget bedre end pengesedler i det fugtige klima, så de var populære i Vanuatu. En del var rigtig gamle spanske mønter, som man bare havde gemt, nærmest som smykker.

Den kendte forfatter James Mitchener var under krigen udstationeret som soldat på Santo og skrev sin store roman 'Tales of  the South Pacific' fra en lille plantage lidt nordøst for byen. Gården findes endnu, og jeg da jeg hjalp den hvide farmer med skadedyr, blev jeg inviteret ind i hans flotte stue, hvor Mitchener dengang havde skrevet sit værk. Der er en fin udsigt over havet, og pludselig kunne man tydeligt se øen overfor. Den flotte vulkanformede ø dukkede lige op af disen for et par timer. Det var øen Aoba (Ambae), der af og til tydeligt kan ses fra stuen - Mitchener brugte den i historierne og kaldte den Bali Hai.


Alle historier fra Vanuatu:

På patrulje i  Banks
 Kava-drikning
 Laplap bagning
 Jungle-tur over Santo
Tambu
 Dagligdag



Tilbage til Arnes side

 

(This story is in Danish vernacular and describes daily life in Luganville, Espiritu Santo in the early 80-es. If you recognize yourself on the photos, please send me an email  Arne Larsen)