Kava drikning i Vanuatu

Kava er en euforiserende drik,
som udpresses af  kava-plantens rødder
(Piper methysticum)

fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af Vanuatu
 www.larsen-twins.dk

Om Kava

Kava er en euforiserende drik, som udpresses af  kava-plantens rødder (Piper methysticum). Drikken er kendt over hele Stillehavet og serveres for eksempel ofte i en meget mild blanding midt om dagen på Fiji øerne. Den stærkeste kava fremstilles i Vanuatu og her drikker man kun kava om aftenen, da den ligefrem kan give stærke tømmermænd eller ligefrem lettere lammelser. 


Vi er på øen Aoba [Ambaj] og jeg har været på markbesøg i junglen hele dagen. Den unge landbrugskonsulent hedder John og han har lige taget landbrugsdiplom, så vi kan både tale Engelsk og Bislama. I haverne taler vi jo kun Bislama. Der er varmt og fugtigt, men også meget interessant at se de mange fantastiske marker med Taro, Yams, Cassava og sødkartofler. Jeg spørger og spørger og tager ivrigt notater.

Hen på eftermiddagen forlader vi markerne - det er ikke god skik at være i haverne sidst på eftermiddagen - nogle steder er det tilmed helt tabu (tambu).

Der er lidt hviske-tisken og grinen blandt de unge mænd ovre i et hjørne og - vupti - hakker de lige en busk om med pangaen og slæber rødderne med hjem til landsbyen. Vi skal have kava i aften, nu da der er gæster!

Vi er kommet langt væk fra huset og vandrer længe hjemad ad de mudrede og slimede bjergstier. John drejer lige indenom til en fjern jungleskole - hans ven læreren har altid øl i køleskabet.- petroleumskøleskab selvfølgelig, men øllerne er altså kolde!

Da vi kommer hjem viser det sig at John faktisk har et rigtig hus med brusebad, men jeg vil nu hellere svømme lidt i hans lagune med krystalklart vand og koraller. Dejligt kølende i solnedgangen. Man vågner op igen efter den varme dag. En behagelig doven træthed.

1. Roden af Kava (Piper methysticum) bringes hjem
Vi (kun mændene) mødes ved solnedgang omme bag huset, hvor der er placeret sten og stammer i en siddekreds. Det er nok her de sidder og kæver kava hver aften. To unge mænd begynder at tilberede kavaen. Rødderne vaskes rene for jord og de begynder at rive de første håndfulde pulp. Her på øen bruger de lange stumper koralblokke som med deres sylespidse 'rør' flænser rødderne godt op. Smart. Men pas godt på nallerne!

Det tager jo sin tid, men tiden skal også bruges til at snakke sammen og cementere vort venskab. Jeg har også en chance for at runde spørgsmål af om alt det vi har set i dagens løb. I starten går snakken fint på Bislama og der grines og snakkes også fodbold og kvinder og alt det mænd nu snakker om når der ikke er kvinder og børn tilstede. Jeg lærer også en del Bislama-ord som bestemt ikke står i ordbogen. Her bruges for øvrigt den originale landzone-Bislama og ikke det gebrokne halv-engelsk som i byerne. I stedet for at sige 'bringem' eller 'sendem' som i byerne bruger vi for eksempel det gamle og mere korrekte 'karri-hem-i-kam' og 'karri-hem-i-go'

2. Kava-rødderne vaskes

Endelig er den første kokosnøddeskal med kava klar. Der serveres kun een kop ad gangen, og så river og presser man den næste kopfuld. Der serveres efter rang, så da jeg er gæsten skal jeg normalt have først. De er også nysgerrige for at se en hvid mand drikke kava. Han rækker koppen mod mig og jeg klapper i hænderne to gange, inden jeg tager den. Derefter klapper han to gange i hænderne. Man skal så drikke det hele på een gang og give skålen tilbage så man kan gøre klar til den næste.

Man lukker så bare alle sanser og gylper det hele ned hurtigst muligt. Det smager nemlig som muddervand tilsat 100 aspiriner. Heldigvis er det allerede lidt mørkt så man ikke ser drikken så tydeligt. Den første reaktion er et kortvarig 'twang' i mundhulen, men det går over.

Holdet river nu videre på Kavaen og serverer, indtil alle deltagere har fået en kopfuld og man fortsætter raden rundt igen med ekstra kopfulde så længe folk vil have det. Nu begynder virkningen også langsomt at vise sig.


3. Rødderne rives med en spidset koralblok

Langsomt breder effekten af kava sig og folk bliver mere og mere stille om bålet. Kava er et mærkeligt stof. Man bliver overfølsom over for lyde og vil helst have stilhed og mørke. Der opstår også et let tunnelsyn og man kommer virkelig i kontakt med forfædrene. Der opstår en stille og eftertænksom periode, men man er ikke sløv. Sidder stille og mediterer over livet.

Ofte viser der sig også forstyrrelser i benene og mange går dårligt når de skal hjem. Hvis nogen dratter om ved bålet, er det ikke pinligt, man lægger bare et tæppe over dem så de kan sove rusen ud.

Efter nogle timer ebber festen ud og vi går alle hjem. Mange steder er kone og børn allerede gået i seng, men der står gerne et måltid tilbage til os andre. Efter den lange dag og en god kava, tørner vi dog alle ret tidligt i seng.

I Vanuatu er man jo næsten altid ved havet, og den fjerne beroligende lyd af brændingen udenfor lagunen sender os hurtigt i søvn.

4. Saften filtreres ned i koppen lavet af en kokosskal
(Billedet er hugget fra en bog)
Denne gang var det ikke for meget Kava, for alle mand var friske og tidlig oppe næste morgen og nyde morgenmaden sammen, inden vi skulle videre til de næste marker med rodfrugter. Nogle gange får man for meget af den stærkeste Kava - og så ligger man brak i nogle dage.

Aoba/Ambae er i øvrigt en flot vulkan-ø med sin majestætiske kegleform. Den nås på kun 15 minutter med lille fly fra den store ø, Santo (Espiritu Santo). Der er næsten ingen veje på Ambae, så der er vist kun et par biler. Hvor skulle man i øvrigt køre hen? Området trafikeres kun af 3 jungle landingspladser til ganske små fly samt diverse anløbspladser for kopra skuder.

Air Melanesia flyver til Aoba hver dag  fra Luganville (Santo). Piloten hopper rundt mellem de 3 flyvepladser indtil han har droppet alle og fyldt flyet igen. Så hjem med dem og flyve over igen og tage et læs mere, hvis der stadig er kunder. Der er skam ordnede forhold. Alle passagerer bliver vejet på badevægt inden man går ombord, og hvis man tager levende grise med i kabinen, skal de hvert fald være forsvarligt bundet!


5. Dagen derpå var vi stadig i live.
John og mekanikeren ved morgenbordet.

Mere om Kava

Kava-ceremonien betyder meget mere end vi forestiller os. Det er en fast ceremoni for modtagelse af gæster samt for at bekræfte stammens sammenhold. Man må helst ikke sige nej tak, hvis man endelig får den store chance at blive inviteret til Kava-ceremoni. Man bliver i virkeligheden inviteret ind i deres stamme som ven. For mig som landbrugskonsulent, der skulle finde ud af hvilke problemer, de har med rodfrugter, er kava-ceremonien absolut et must. Vi kommer til at kende hinanden bedre og senere kan jeg bruge den intimitet til at stille vanskeligere spørgsmål om skik og brug samt tabuer. Det ville jeg aldrig få lov til som en fremmed - hvis jeg holdt afstand til disse (land)mænd.
Så man kan sige at jeg sidder der og drikker mig skæv med de indfødte - i lokalt bryg - til fuld løn - og med min regerings velsignelse.Denne skejen ud er altså faktisk en del af mit arbejde! Hvor heldig kan man være ?

Kava - den ulækre version

I visse stammer river man faktisk ikke rødderne til pulp. Nej, man bruger unge drenge til at tygge rødderne til pulp, hvorefter de spytter mosen ud i en beholder. Pulpen sies stadig i et klæde eller gennem stykke med kokosbark. Den version oplevede jeg heldigvis ikke, for selvom det ofte er mørkt tror jeg, man ville have svært ved at få kavaen ned under de omstændigheder, og hvad med smitsom leverbetændelse og alt det der.

Kava og kirken

Missionærerne har alle tider haft travlt med at gøre op med Kava. De har misbilliget denne tradition (og mange andre ting) og prøvet at vænne de indfødte af med det. Fået dem til at gå i kirke, gå med tøj (Moder Hubbard kjoler) osv. osv.

Ok, det var da rart at præsterne fik Ni-Vanuatu til at holde op med al det menneskeæderi, men man skal nok lade dem beholde Kava-en. Drukket med måde er den lang bedre end det nye alternativ - alkohol. Kava er overhovedet ikke voldelig, og da man selv kan dyrke den gratis, dræner den ikke familien for dyrebare kontanter, der hellere skulle gå til skolepenge, malariamedicin osv. Mange kvinder ser hellere at mændene drikker kava end at de bruger spiritus - de ved at spiritus gør mændene stiktossede så de banker konen og børnene når de kommer hjem. Der er noget mere værdigt over denne kava, og i Vanuatu er det heldigvis stadig noget pinligt at have været fuld af sprit og skabt sig. Lad os håbe det fortsætter med at være tilfældet lidt endnu.

Kava i byen

I de 'store' byer som hovedstaden Port Vila og Luganville er der opstået kroer, der hovedsagelig serverer Kava. Det er dog en noget simplere proces med rivning på køkkenkværne osv, og slet ikke det samme som en lille hyggelige gruppe, der sidder rundt om bålet  i landsbyen. Produktet siges dog at være det samme. I fremtiden vil det dog nok være det sted turisten overhovedet kan komme i kontakt med Kava. Og de Ni-Vanuatu, der flytter til byerne.

Kava-nyt.
Man prøver at eksportere Kava til andre lande, men jeg ved ikke, hvor langt man er kommet med eksporten. Den markedsføres som et beroligende middel. Min gamle ven fra landbrugsskolen i Tagabe, Vincent, var helt vild med Kava og skrev senere en hel bog om det. Man kan også læse mere om Kava og se billeder på denne engelske hjemmeside


Alle historier fra Vanuatu

På patrulje i  Banks
 Kava-drikning
 Laplap bagning
 Jungle-tur over Santo
Tambu
 Dagligdag



Tilbage til Arnes side



(This story is in Danish vernacular and describes the kava ceremony in northern Vanuatu. Thanks to John Morsden Willie and his friends and farmers from Aoba/Ambae Island for many a pleasant trip from Santo to Aoba in the early eighties. If you see this, John, please send me an email  Arne Larsen)