På patrulje i Banks

Bank og Torres øerne er de nordligste øer i Vanuatu.
De er ganske små og ensomt beliggende.

fra serien - "De lange slæderejser" - Del II Glimt af Vanuatu
 www.larsen-twins.dk

Om Patruljen

Intet er værre for en ung agronom end at skulle hjælpe landmænd, der ingen problemer har! Man leder i hjørner og kroge for dog at finde (måske endda opfinde?) lidt problemer, som man så kan frelse folk fra. 

På dette tidspunkt havde jeg fundet et muligt problem, som kunne have uoverskuelige konsekvenser. Her må man lige vide lidt om Taro, som er den allervigtigste rodfrugt afgrøde for Ni-Vanuatu. I nabolandet mod nord, Salomon-øerne, opstod for mange år siden en altødelæggende virus sygdom eller rettere to sygdomme, der tilsammen fuldstændig udrydder Taro! Taro dyrkningen i Solomons er praktisk taget ophørt. Derfor er der strikse plantekarantæne regler på al Taro, der stammer fra disse øer.

Nu (1980-erne) frygtede vi at denne sygdom måske kunne have spredt sig til Banks og Torres øerne i det nordlige Vanuatu uden at nogen havde bemærket det. De øer er meget isolerede fra hovedlandet men har mere kontakt med missionsskibe og lignende fra Salomon øerne.

Kort sagt, vi skulle sende en mand op for at checke Taro-markerne. Hurtigst muligt. Da jeg var den eneste der arbejdede med rodfrugter blev det så mig der skulle af sted.

Torres og Banks øerne
er nogle af de mest isoleret beliggende øgrupper i Vanuatu. Der lever kun få mennesker. Flere af øerne har en flyveplads i junglen, mens resten betjenes af en kopra skude med måneders mellemrum.

Ofte ændrer kopra skuderne sejlplaner og ankommer slet ikke til øen, så folk starter helst ikke kopra-tørreanlægget, før de kan se skonnerten i horisonten. Så fyrer de op under anlægget for at nå det og svider ofte kopraen så den bliver af elendig kvalitet.

Heldigvis kommer regeringsskonnerten også rundt en gang imellem og besøger bygderne. Så bliver der et leben af den anden verden - alt skal nås på nogle få timer. Der er ofte regeringsfolk af alle slags, så man kan få besørget post, snakke med landbrugskonsulenten eller få sine køer tilset af dyrlægen, osv. Skoler og andre steder får droppet benzin til de næste måneder. Jeg mener også man kan købe lidt hverdagsvarer og medicin ved båden.


Det nordlige del af Vanuatu
Turen starter jo mageligt nok, man bliver nødt til at flyve op til Banks øerne.

Jeg boede i den 'store' by Luganville på øen Santo (Espiritu Santo). Nu er navnene jo forlængst glemt, men jeg mener jeg skulle lande på Vanua Lava (her kaldes det ukorrekt Motalava-gruppen), hvor der var en landbrugskonsulent, som betjente alle de små øer, som vi ikke engang kan se på kortet. Fint - jeg købte en billet og satte mig til at vente i den lillebitte lufthavn indtil de læssede mit fly. Vi passagerer havde jo set at det den dag var det allermindste fly i flåden 'hopperen' så vi får lige et par ekstra sjusser i baren, så turen ikke føles så slem. Ø-hopning i små fly kan være en hårrejsende oplevelse.

Nå men så fiser vi afsted i nogen tid, vejret er heldigvis ret roligt og vi kan beundre de mange flotte øer i det flotte blå hav. Så lander vi på en lille jungleplads med et skur og jeg tager min taske med ud og kigger efter min konsulent. Jeg sidder pænt og venter, til piloten ser mærkeligt efter mig og spørger om jeg ikke skulle med til Vanua Lava? Det viser sig at vi skulle stoppe på to ekstra øer først (Gaua og Sola?), så jeg måtte med ombord igen indtil vi nåede den rette ø. Der er kun et eller to  fly om ugen, så det var jo ikke så godt at blive læsset af på det forkerte sted.

Heldigvis er konsulenten på flyvepladsen, for der er absolut intet, bare et skur på en græsmark. Han bor i et rigtig hus lige ved flyvepladsen - uheldigvis bor alle øboerne i en landsby på den anden side af øen!
Ø-hopperi med Air Melanesiæ
Nå. Den første dag vandrer vi lige hen over øen for at se alle de marker man kan undervejs og kigge efter taro-sygdomme. Det tager omkring 3 timer at gå derover, det var lettere at sejle, men man sparer på den måde den kostbare benzin til hovedturen. Og tid har man jo nok af og man kan bedre se markerne imens.

Omme på bagsiden af øen ligger så den eneste landsby. De får jo ikke besøg hver dag, så vi er velkomne og vi snakker med landmændene om de har set noget usædvanligt med Taro, der dør af sygdom. Svaret er negativt og mine egne observationer over øen viste 'desværre' kun sunde planter.

Til min overraskelse finder jeg nogle gamle jordvolde der tyder på vandede Taro marker. Taro er usædvanlig ved at den kan tåle at stå i rindende vand på 5-10 cm konstant. Lidt som en risplante. Spredt over Stillehavet findes der gamle vandingsanlæg, hvor bjergbækkene ledes ind i sindrige overrislingskanaler. Det giver de allerbedste Taro og meget høje udbytter, men skikken er desværre ved at uddø. De vandede typer kaldes 'Water Taro' mens de sædvanlige oplands typer kaldes 'Island Taro'. Etnologerne i Stillehavet er meget interesserede i at studere disse gamle vandings systemer.
Taro marker

Hjemme igen slapper jeg af og tager notater fra turen, mens konsulenten laver de sidste check af påhængsmotoren. Op i en tønde med den og lad den snurre indtil det lyder rigtigt. Han har alligevel ikke nogen veje at køre på i sit distrikt, så han har hverken motorcykel eller bil. Istedet har han en mama af en konsulentbåd og en rigelig benzin-ration. Vi skal videre rundt i hans distrikt.

En tur på det 'stille' hav i speedbåd er en stor oplevelse. Når man kommer ud af lagunen og gennem hullet i koralrevet, er det ikke spor stille. Kæmpe bølger betyder at man snart sejler ned i en dyb dal og derefter begynder at kravle op af bølgen på den anden side. Der var åbenbart kun en hastighed - fuld skrue. Og alligevel sad konsulenten og aflæste bølgernes bevægelser, for pludselig stoppede han begge motorer og bad os holde fast. Vi ligger så lidt og gynger op og ned til der pludselig kommer en kæmpe bølge, der ville have sænket båden, hvis vi havde ramt den i fuld fart. Så er det ellers fremad for fuld skrue igen.

Jeg lærte aldrig at se disse kæmpebølger og efterhånden slapper man bare af og lader 'chaufføren' om at sejle. Han synes jo at vide hvad han gør. Det er godt nok irriterende at alle redningsvestene var låst inde under toften, det kunne da have være rart at have dem på under overfarten.

Påhængsmotoren gøres klar




Altid to motorer - af sikkerhedsgrunde
 Datteren er med på rundturen og må godt styre når vi er i stille vand
   Her udvandt de salt oppe på klipperne

Flot udsigt til næste ø -
bemærk vulkankeglen
I disse helt rene floder var der
masser af kæmperejer

Fra en stille stund indenfor revet.
Der var altså ret skrapt og larmende ude på selve havet - men konsulenten syntes vist det var 'magsvejr'

Denne tur rundt til naboøerne viste heller ikke nogen sygdomme af betydning på Taro. Alarmen blev derfor afblæst (for denne gang) og jeg kunne i stedet nyde turen rundt til alle de fjerne bygder, hvor folk sjældent kommer. Billederne ligner derfor mest en turisttur trods den alvorlige baggrund for turen.


Livet i den ensomme øgruppe.
Det er en skrap og ensom post for konsulenten deroppe. Hans distrikt er så stort og består mest af øer, så han skal sejle rundt til dem. Selvom han har en god båd kan det nu ikke altid være lige så sikkert som denne gang. Desuden ligger hans hus så ensomt på den 'forkerte' side af øen mens de fleste andre bor på den anden side. Hvor går hans børn mon i skole? Hvad sker der hvis man bliver meget syg?

Fremtiden ser svær ud for folk på disse fjerne øer. De har mad og husly nok, hvis de fortsætter denne livsstil, men hvordan skal de skaffe sig penge, som betyder mere i fremtiden. Der er ingen jobs og intet at lave bortset fra landbrug. Alt hvad de kan producere laves allerede i store mængder andre steder og det kan dårligt betale sig at transportere væk herfra. Der er ingen fremtid i Kopra i små mængder herfra.

En af landsbyerne havde specialiseret sig i at udvinde havsalt på forstrandens klipper. Havet skyllede af og til indover koralhylderne og trak sig tilbage så vandet fordampede og saltet kunne skrabes op. Jeg ved ikke om det er rentabelt, men folk er jo meget nøjsomme her. Jeg synes dog det var en god ide at udnytte naturens egne kræfter.

Den eneste anden ting jeg bemærkede var, at der var masser af kæmperejer i de helt rene vandløb, hvor de munder ud i havet. De indfødte brugte dem næsten ikke så jeg kunne nemt få et par kilo friske rejer med hjem til Luganville, hvor de vakte stor jubel. Måske var der en chance for en lille nicheproduktion her, hvor man kunne flyve produktet ud?

Vanuatu er selvfølgelig klar over problemet. Landbrugsministeriet sendte derfor i 80-erne en engelsk frivillig op på denne fjerne ø for at opformere peber planter og sætte noget produktion igang. Planen var at lave en værdifuld afgrøde (som krydderier) på dette fjerne sted, en type højværdi afgrøde som kunne betale flyfragten eller ikke behøvede store skibe til transporten. Konsulenten rev sig i håret da han ankom til Luganville. Vi fandt ud af at der vist kun var to peberplanter (en slags lian) i hele landet - og intet var gjort klart. Så han måtte hurtigt lære hvordan man lynformerer peberplanter, når man kun har to moderplanter.

(Hæ-hæ, den 'peber-frivillige' var Hugh et-eller-andet-med-bindestreg og kom fra de fineste engelske overklasse-skoler. Han fik lige en uges lynkursus i peberdyrkning på Reading University og var dermed udnævnt til Peber specialist i Vanuatu. Så blev han smidt derud i nogle år på de aller fjerneste øer, hvor der ikke var andre hvide og sjældent var kontakt med andre øer. Det var godt nok en barsk første udstationering. Mange år efter mødte jeg alle de samme konsulenter og frivillige igen i Namibias ørken og da kunne vi bedre sidde og grine af det)

Sidste nyt fra Vanuatu er at peber eksporten til Europa er truet af nye EU regler om etikettering og laboratorie kontrol (januar 2005). Det ser ikke ud til at der er nævneværdig peber produktion fra Banks og Torres. Derimod kommer en del peber fra en fjern ø i det sydlige Vanuatu.



Alle historier fra Vanuatu

På patrulje i  Banks
 Kava-drikning
 Laplap bagning
 Jungle-tur over Santo
Tambu
  Dagligdag
  
  


Tilbage til Arnes side






(This story is in Danish vernacular and describes a tour to the Banks islands in northern Vanuatu. Thanks to the local agricultural officer in the early eighties. If you see this,  please send me an email  Arne Larsen)