Kurveflet i Namibia

'Baskets' oversættes normalt som 'kurve',
 men i dette tilfælde drejer det mest om flade 'tallerkener' eller fade.

fra serien - "De lange slæderejser" - Del IV.  Glimt af Namibia

 www.larsen-twins.dk

 
 
 
Varianter af fletvarer fra Namibia. Alle tre eksempler er 30 cm store skåle som er beregnet til at servere den daglige mad, oshifima.
Disse er dog lidt overpyntede i forhold til de helt klassiske modeller. Den mørke farve stammer fra roden af Birdplum Berchemia discolor.


Om fletværk


I det nordlige Namibia bruger kvinderne den stille tid efter høst til at lave deres berømte kurveflet.

Flet-materialet kommer fra bladene af  Makalani palmen og flettet bliver derfor lyst strå-farvet, medmindre man fletter nogle strimler ind, der er farvet med plantefarver.

Man kalder det hele for 'baskets' hvilket egentlig betyder kurve, men i virkeligheden laver kvinderne næsten kun flade tallerkener eller fade til servering af den traditionelle 'oshifima' - en grød eller mos af kogt perlehirse (pearl millet). Alle hjem har stadig en masse af disse hjemmeflettede tallerkner/fade til daglig servering af oshifima.

I de senere år har der været en opblomstring af salget til turister, og derfor har kvinderne udviklet flotte mønstre. Der er også blevet arrangeret træningslejre, hvor kvinder kom sammen og lærte mere om mønstre, kvalitet, farvning og salg. Det ses stadig kun som en fritidsaktivitet, selvom mange af kvinderne kunne få mere ud af at flette baskets sammenlignet med det lave udbytte af familiens jordlod.


Makalani palme

Glimt fra en udstilling i Namibia

For nogle år siden blev der afholdt en udstilling og kursus for kvinderne i det nordlige Namibia. Her er nogle billeder fra udstillingen af Universitetets fotografer (UNAM). Bemærk at det drejer sig om udstillingseksemplarer og de er derfor ikke så typiske som dem ovenfor. Der er en rigdom af farver og mønstre - desuden er der flere dybe former eller ligefrem krukker - det ser man ellers sjældent i det mere normale flet, som jo er beregnet til brug i dagligdagen. Billederne er fra hver sin kunstner, man kan så vælge hvilken stilart og farve man synes bedst om.






Besøg hos Rauna.

Gennem mine gode veninder fik jeg kontakt med en af de dygtigste flettere i hele nord Namibia. Det er præstens kone i landsbyen Elim, Rauna. Hun er en ældre dame, der er kendt for sit flet og også er instruktør for andre kvinder, hvor de lærer nye mønstre og især indfarvningsteknikker.

Vi besøgte hende en dag ude på gården, hvor hun netop sad og flettede. Der var en del børn og teenagere i skolealderen, men de hjalp ikke til.. Fletning er især for voksne (ældre) kvinder. De unge vil hellere gå i skole og ikke deltage i det hårde markarbejde eller fletning i fritiden.

Rauna fletter utroligt fint og tæt og det kan godt ses på hendes fingre. De er krogede af det slidsomme fletning. Normalt laver man bare nogle fletvarer og ser ad hvornår man kan sælge dem - men Rauna er så kendt at hendes modeller ofte er revet væk på forhånd til høje priser. Hun havde lært at man ikke laver en kurv af gangen og så sælger den ligesom andre kvinder. Hun var derfor ved at opbygge et lille lager så kunderne selv kunne vælge.

Hendes priser er helt stride efter lokale forhold. En simpel kurv til hverdagsbrug (med et simpelt mønster) burde kun koste omkring 20-30 kroner i bushen. Rauna tager to-tre gange mere og hendes unika kan løbe helt op i 100-150 kroner. Alligevel havde jeg lyst til at købe alt hvad hun havde. Det var så smukt! Men som gentleman måtte jeg desværre lade veninderne vælge først.

Rauna arbejder en masse med gamle og nye farver. Da vi er interesserede i planter og deres traditionelle brug, spørger vi løs og fotograferer hendes farveprøver. Det er små indfarvede strimler af Makalaniblade, som hun kyndigt fletter ind i kurvene efterhånden som hun når rundt til mønstret. Vi ved, at den almindeligste mørke farve kommer fra  rødder af Birdplum, Berchemia discolor, som findes på enhver Namibisk farm. Men Rauna kender også mange andre farver vi aldrig har hørt om - og hun bruger sin  fantasi og udnytte mange sjove ting i landskabet. Rustne dåser giver for eksempel en rustrød farve og bladskederne af den almindelige sorghum er rødlige og giver en anden rødlig farve.

En helt usædvanlig gul farve fanger øjet. Den har vi aldrig set før. Først tror vi der er en misforståelse i oversættelsen for hun bruger en kendt snylteplante, Alectra vogelii, der angriber markens bælgplanter. Et af de ord jeg kender på Oshiwambo, Onime. Vi diskuterer det lidt og så foreslår hun at vi da kan kigge på planten, og vi går ud i marken lige udenfor. Finder ganske rigtig planten og den er korrekt bestemt.

Det blev en dejlig og belærende dag hos en fantastisk dame. Til sidst køber jeg den lille pyntedims, I ser nedenfor. Jeg var fascineret af den fordi den indeholder hele 4 farver, hvilket er usædvanligt. Så kan jeg senere bruge den som en farvepalette for hvilke farver man kan fremstille af bushmaterialer.

Natur farver

Fletværk til daglig brug havde oprindeligt næsten ikke farver - sommetider bruges dog et behersket mønster af let indfarvede flettestrimler. Efterhånden som flere af tallerknerne sælges til turister, er der dog kommet gang i brugen af naturfarver. Næsten alle farver udvindes af materialer man kan finde i naturen. Derfor er mørke eller rødlige jordfarver stadig de mest almindelige. 


farve1. 

farve 2. 

Denne lille pyntetallerken viser de fleste farver,
man kan opnå med naturfarver
.
Den er fremstillet af Rauna Mukwilongo fra Elim


farve 3. Alectra

farve 4. 
NB. Farve nummer 3 i ovenstående palette er meget sjælden. Normalt kan man ikke fremstille så gule natur-farver, men Rauna viste os, at roden af snylteplanten Alectra vogelii giver en usædvanlig flot gul farve hvis fletstrimlerne kun koges et kort øjeblik med det gule rodstykke. Jeg har endnu ikke fået analyseret hvad de andre 3 farver består af.


Et kig ned i Raunas 'garn-kurv' med løse farvestrimler til indfletning i kurvene






Alle historier fra Namibia

Kurve-flet i Namibia
kommer senere
kommer senere
kommer senere


Tilbage til Arnes side




(This story is in Danish vernacular and describes baskets from northen Namibia. Thanks to all friends in Namibia.  If you want to contact me,  please send me an email  Arne Larsen)